Jeg hilser hermed det publikum jeg aldrig har haft, efter et fravær i ca. et år. Ja. der kan jo i sagens natur ikke være ret mange der har haft en dybfølt, nærmest helbredssvækkende mangelsygdom pga. min manglende litterære aktivitet. Nåja. der er i hvert fald ikke nogen af mine ret mange ret nære venner der er afgået ved døden siden jeg sidst bloggede her. Sejlivede er de sgu!
Ok, jeg prøver nu så småt igen. Selv om der ikke er nogen der læser det, er det alligevel meget sjovt at krifle løs på denne måde.
Og...kære publikum!...jeg er klar over at jeg i al min usikkerhed har lænet mig for meget op ad én af giganterne: Halfdan - uforlignelig! - og man bør slet ikke så meget som prøve på at efterligne ham. Manden er jo desværre død (dog efter et langt og indholdsrigt liv), så han kan ikke engang protestere. Ok, jeg holder dog stadig fast i titlen på denne blog - den ville Halfdan muligvis også anerkende, håber jeg da (måske ville han endda bære over med en undermåler som mig).
Og et par strofer fra denne nationalskjald ville jeg da også fortsat ydmygst strø ud over siderne. Men ikke mere det der med "Noget om...blablabla..." - nej, jeg er så småt ved at modnes...".
Og lidt prøver jeg da at gå den store mester i bedene. Ak,ja, der er jo så meget der kalder
på nogle kommentarer, så det er næsten umuligt at sætte fokusset.... i dag har jeg dog lige kunne koncentrere mig om den her:
S og SF - Villy og Helle
De si´r det er fair det som skal gælde
Hver ta´r sit ansvar, som man nu bør
Men bare et spørgsmål - sig mig nu - hør!
Skal indkomstens størrelse slet ikke tælle?
Ok, den var nok for nem. Der er selvfølgelig meget mere poetisk stof i disse forhold. Ved SFs landsmøde for nylig (hvor Novos direktør var inviteret som æresgæst!?) udtalte partiets erhversordfører sin fascination over en maskine der kan tørre røv på mennesker. Ja, Halfdan kunne nok have klaret den udfordring, men så stor en skjald er jeg ikke (har nogen et forslag til et rim?). Mit publikum må have tålmodighed, mens jeg arbejder med disse metaforer og analogier - der er simpelt hen for mange af dem til mit lille hovede pt..
Og så skal vi endelig relatere til overskriften, som altså ikke er et forsøg på at bringe engelsk ind i det danske sprog, i hvert fald hvor det ikke har noget at gøre. Nej...Mad! Jeg elsker mad og elsker at lave mad. Ja, jeg flirter faktisk med tanken om at blive en slags madskribent/-journalist - pas på!
Er nu, for første gang i mit liv, flyttet ind i et PARCELHUS med åben jord til alle sider! Ok, mit barndomshjem i Buddinge var et rækkehus, det tæller ikke rigtigt - og i øvrigt var det min mor der suverænt kørte med klatten i den sammenhæng. Og det der med grønsager, gad hun ikke rigtigt.
Nu prøver jeg at få gang i krydderurterne, kørvelen, ruccolaen (faktisk smager skvalderkålen mindst lige så godt) og radiserne - og har sågar sat kartofler (har ALDRIG prøvet det før!). Nå, DET kan jeg så lave en ny blog om - er der nogen der er med?
Men...ja, jeg ser altså også med fornøjelse "Brødrene Price" på DR (det eneste program, bortset fra børneprogrammerne og fodboldkampene jeg gider se - og så er mit TV forresten gået i stykker for et par uger siden :)). Ok, de forklarer hvordan man laver en ommelet - gamle John Price sagde at man bare skulle synge "Den lille nisse rejste", alle tre vers, mens man rørte i ommeletten på panden så var den færdig. Måske, ja, det skal nok være rigtigt.
Tillad mig at slå et slag for den rigtige danske ÆGGEKAGE!!!
Ok, først en anden nationalskjald, Storm Petersen:
"Du, Aggamemnon, hvad ville du gøre hvis du blev millionær?"
"Æggekage, absolut øggekage!"
Til et par personer tager man 4-5 æg. Knæk dem ud i en skål, tilsæt ca. en deciliter mælk og - bop-bop- en spiseskefuld mel plus lidt salt og peber. Pisk godt, men ikke for meget - sådan cirka så der ikke længere er bobler i dejen.
Den - selvfølglig (desværre ikke altid en selvfølge) - tyndskårne bacon ristes på en varm pande UDEN forudgående fedstof, please (I aner ikke hvor meget ANIMALSK fedt danske grise indeholder! - ok, muligvis grise i det hele taget :)). Når de er rigtigt sprøde, lægges de på noget fedtsugende - et stykke sammenfoldet køkkenrulle er OK. Hæld noget af fedtet fra panden - gem det! Det er fint til en sildemad, evt. med lidt overflødige ristede løg.
Og SÅ hælder man æggemassen/dejen på den stadig hede pande og rører godt rundt. Når den er ved at få en fast bund (tjekkes med spartlen (eller hvad sådan én nu kaldes - for mange murabejdsmænd i min karriere?), sådan pø om pø), smider man baconskiverne på. Cirka her omkring kan man også (DET elsker jeg!) smide nogle tomatbåde ned i retten.. Og SÅ skruer man ned for varmen, helt -helt ned. Lægger et grydelåg på, eller - om ikke andet - noget staniol. Efter ca. 15-20 minutter er æggekagen færdig. Og SÅ drysser man masser af finthakket purløg over. DET SIDSTE ER HELT OBLIGATORISK!!! OG!!! - det skal IKKE gøres mens retten stadig er på plusset! Purløg skal IKKE varmes op!!!
Men vi er ikke færdige endnu: Der skal selvfølgelig RISTET RUGBRØD til denne ret. Det klarer man mens kagen bager!!. Og det rugbrød man bruger må godt være noget dag/to-dages-gammelt noget - det gør det kun bedre - bare prøv. Og så skal rugbrødsskiverne selvfølgelig smørres med Dijon-sennep (IKKE sød Bornholmersennep mv., som jeg ellers vil anbefaler til så meget andet), inden æggekageskiverne lægges på.
Og dertil øl og brændevin.
Hold kæft hvor kunne jeg godt tænke mig at invitere Villy og Helle til sådan noget. Men jeg tror nu heller ikke det ville føre til en skilsmisse, sådan billedligt talt.
Men alle I andre er selvfølgelig også hjerteligt velkomne. Men ring lige i forvejen.
onsdag den 12. maj 2010
fredag den 12. juni 2009
Noget om "Hvem?"
Hvem var Niels Dahl? Hvem var Peter Børge Overdal Brøndekær Larsen? Hvem er jeg?
Sådanne spørgsmål kan der jo i grunden ikke svares på, i hvert fald ikke sådan rigtigt præcist i detaljerne. Ethvert menneske er en gåde, og det er netop noget af det der gør livet som menneske så spændende.
Men man kan da prøve at nærme sig et svar ved at se på det pågældende menneskes PRAKSIS, altså det liv det har levet og hvordan det pågældende menneske fortæller om det. Sådan en bestræbelse bliver man aldrig rigtig færdig med, men lidt klogere kan man vel blive hen ad vejen.
Niels Dahl var født i 1890 (samme år som Ho Chi Min) et eller andet sted i Nordjylland. Han fortalte at han som barn havde skulle spise af samme skål (formentlig med en eller anden form for grød) som de andre, temmelig mange børn i familien. Han fortalte også om hvordan han tit måtte fryse om vinteren når han lå der i sengen sammen med de andre søskende., og så måtte de ud med bare fødder i TRÆSKO for at finde noget brændbart at smide i kaminen, eller hvad det nu hed. Altså var han en regulær fattigrøv, vel en af dem som Aaakjær, Skjoldborg, Pontopiddan med flere har beskrevet så fremragende i deres tidlige produktion.
I det Dahl´ske hjem var man baptister. Man kan så spekulere over hvor længe slægten havde været det. Baptismen, ligesom så mange andre af disse alternative kristne retninger, kom til Danmark (mest fra USA)omkring 1870erne. DA var der også kapitalistisk krise så det forslog, og måske kan man der, ud fra en historisk materialistisk analyse (som absolut ikke ligger mig fjern), findes en forklaring på fænomenet.
Efter at have bumset lidt rundt og udstået sin militærtjeneste ved dragonerne i Næstved, endte han i Roskilde. Her fik han sig så en kone og et hus på Københavnsvej der fik det smukke navn "Villa Solglimt". Familien blev så forøget med fem børn, men så døde Helga, altså konen, og stakkels, halvgamle Niels (nå-ja, da var han kun 65 år) var vist lidt ensom. Så mødte han min faster, Anne Marie (50 år og gammeljomfru så vidt jeg ved), og de blev så gift og cirka der fra kommer jeg så ind i billedet. Niels Dahl blev så til "Onkel Niels" for mig. Niels lærte mig at spille skak og jeg kom meget i "Villa Solglimt" i 60erne. På den tid var jeg vist også lidt svagelig efter diverse operationer for kronisk mellemørebetændelse. Jeg trængte vist til - efter den tids visdom - at blive fodret godt op, og hvis der var nogen der kunne klare det, så var det min faster, der var uddannet økonoma. Og så spillede jeg ellers skak med Niels og hørte på alle hans gode historier, og så gik vi ellers om søndagen til gudstjeneste i Baptist-kirken i Roskilde, formentlig den kirke jeg har været flest gange i.
Men efter alle disse mellemregninger´skal vi nu have Niels Dahl i fokus.
Når vi skulle spise et måltid, startede Niels altid med en lille, kort bordbøn:
"I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på hans ord
Vor Gud til ære og os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn!"
Ja, bare sådan, udtrykkende fattigrøvens basale taknemmelighed over at man nu igen får noget i skrutten. Det kan I så godt pege fingre og grine af, jer velaflagte, småborgerlige moderne superforbrugere. Men for Niels og hans ligesindede var det vel også et lille ritual der førte tankerne videre til hvor det næste måltid skulle komme fra. Ikke fordi Niels, da jeg kendte ham, specielt behøvede at tænke på det, men han kendte altså fra barndommen til det at sulte.
Og så var Niels, som han udtrykte det, "glødende" socialdemokrat. Når DET skulle uddybes, kom altid Steinckes socialreform fra starten af 30erne på banen. "Ja, før da kunne de gamle bare sidde og hoste til de døde...". Selv Jens Otto Krag kunne Niels finde sympati for. Når nogle af os - ja, vi var meget unge dengang - fremførte noget om hans noget arrogante optræden var Niels der med det samme: "Nå, og hvad mener I så om Poul Møller?", og en smule ret havde han jo. I øvrigt var hans aboslutte favorit i nyere tid (ingen kunne selvfølgelig matche Stauning!) H. C. Hansen. "Ja, HAN kunne forklare det så selv en arbejdsmand kunne forstå det!".
Alt det der med Vietnam-krigen i 60erne havde Niels det vist svært med. Han fastholdt dog at han "holdt af Amerika", lige som han også uforbeholdent var på Israels side i seksdages-krigen i 1967: "De får aldrig bugt med Israel - Herren kommer sit folk i hu!". Da der senere kom flere detaljer frem om bemeldte krige, forholdt han sig ret tavst. Men det må jo heller ikke have været nemt grundlæggende at skifte standpunkttil sådan noget når man var på vej op i 80erne. Min pointe i ovenstående og det følgende er at den gamle fattigrøv og arbejdmand fra Nordjylland blev ved med åbent at fremsætte sine uforbeholdne meninger. Han var absolut ikke "lunken". Da jeg i anden halvdel af 6oerne blev en bumset ung mand med egne ideer, i høj grad - men ikke kun! - inspireret af tidens tanker, havde jeg i Niels - og faster Anne Marie, ikke at forglemme - en form for meget jordbundent modspil. Ja, nogle gange syntes jeg selvfølgelig de var ÅNDSSVAGE, men jeg holdt alligevel af deres enkle, men konsekvente hjertevarme og gæstfrihed, faktisk kunne jeg ikke rigtigt undvære den og så på en måde frem til de årlige (mindst) to uger i Villa Solglimt.
Jo, men Niels kunne godt blive gal, men han havde en ventil til at lukke gassen ud. Var han rigtig kommet op at køre i forhold til en eller anden persons udskejelser - og han havde altså temperament! - ville han som regel pludselig sætte sig ned i lænestolen og stille sige: "Ja.ja...dømmer ikke, dømmer ikke...". Det gjorde han for eksempel også engang da jeg førte mig MEGET kraftigt frem om USA forbrydelser i Vietnam.
Og så kunne Niels også engang i mellem få sig en tår over tørsten. "Nå, hvad", sagde han så "Det er ikke hvad der går i bugen af mennesket der gør det ondt, men hvad der bor i hjertet". Og når den blev helt gal og han i en ordentlig koger skulle op næste morgen og spille cornet i Baptisternes hornorkester: "Nå, hvad, så spiller vi bare ´han der har hjulpet her hid indtil, han hjælper nok herefter`". I øvrigt dukkede bemeldte hornorkester alle mand op til min 7-års fødselsdag op i vores hjem i Buddinge og blæste mig en lang march (de havde vist haft et eller andet engagement i Kongens Lyngby for inden). Ha! Det er der absolut ingen der glemmer af dem der stadig i live, slet ikke naboerne. Og - hold kæft!- hvor skulle min stakkels mor brygge meget kaffe - bajere drak de jo ikke, altså sådan officielt (ja-ja, hun fortalte mig meget senere meget om denne specielle oplevelse. på selve tidspunktet var jeg absolut fokuseret på tubaisten). Ham Niels var åbenbart også noget ved musikken...
Og så var Niels gartner. Ja, altså ikke udlært sådan, men med mange års arbejde bag sig som gartnerarbejdsmand, de fleste ved det daværende psykriatiske hospital Skt. Hans. Som han sagde: "Ja, jeg har arbejdet 30 år Skt. Hans. Kan man mærke det på mig?". Bag Villa Solglimt havde Niels en særdeles velplejet køkkenhave, der vist nærmest kunne forsyne hele husholdningen med frugt og grønsager, alt efter årstiden. Jeg kom der jo mest i jordbærsæsonen - oh! salighed! - og sådan nogen blev selvfølgelig serveret med piskefløde, hvad ellers? Indenfor var der altid friskplukkede blomster på bordet, for, som Niels sagde: "Blomsterne, det er Guds smil til menneskene." Og så havde Niels selvfølgelig en singleplade med "Den gamle gartners sang", den med Hans Kurt og Birthe Wilke. Den blev spillet temmelig ofte, og jeg kan stadig huske det meste af teksten - det hænder endda stadig at jeg tror jeg kan synge den når jeg er i brusebad.
Og så var der det med tolerancen. Som tiderne udviklede sig i 60erne, kom der jo efterhånden mange nye, sære menneskelige fænomener ind i vores alle sammens tilværelser, også Niels´s. Min faster indrettede i 60erne Villa Solglimt til et mindre hotel, der væsentligst servicerede turister. Men, som man med en smule nutidshistorisk indsigt kan forstå, dukkede der også - specielt uden for sæsonen - diverse såkaldte "fremmedarbejdere" op som kunder i butikken. Ja, det var så mestendels tyrkere og de var jo muslimer. Sådanne logerende blev indkvarteret på 1. sal ("loftet" er nok en ´mere præcis betegnelse), hvor der jo tidligere havde skulle være plads til en ordentlig børneflok.
Jeg husker en episode hvor Niels kom ned fra loftet og var usædvanligt fåmælt. Lidt senere kom denne tyrker så ned og Niels undskyldte og undskyldte - "Det vidste jeg ikke, undskyld...". Jeg fandt så senere ud af at Niels havde forstyrret ham midt i en af de påskrevne daglige bønner med hovedet vendt mod Mekka.
Lidt senere, vel sagtens over aftenkaffen, kom det så, meget, meget eftertænktsomt: " Ja, jeg tror nu alligevel han vil blive frelst. Det vil jeg i hvert fald bede for." Er det ikke tolerance?
Og så en af Niels´s yndlingsjokes:
I en landsbyskole er der time i "Bibelkundskab" (det bliver bedre hvis man kan sige det på jysk). Den flinke lærer har lige gennemgået bjergpædikenen, hvor det som formentlig bekendt ender med at Jesus med tre fisk og syv brød (sådan cirka) bespiser en tusindfoldig menneskeskare.
Og så spørger læreren: "Og hvordan tror I så det kan være gået til?"
Efter nogen tøven er der en lille fyr der markerer: " Jeg tror de har spist godt med kartofler!"
Nå, nu er det jo ikke en bog jeg er i gang med at skrive (den kunne ellers godt blive på nogle hundrede sider). Jeg forlod selv kristendommen i 1977 med en udmeldelese af folkekirken. Jeg er simpelt hen ikke til alt sådan noget. Specielt tanken om det evige liv fylder mig med kvalmefornemmelser. Jeg synes den chance ("Livet er da en gave!", sagde Niels) vi alle sammen har fået må være nok. MEN...Niels har alligevel fået en form for efterliv, i og med at han stadig på en eller anden måde lever oven i bolden på mange af os. Sådan håber jeg da også at jeg får lov til at leve lidt længere end mit skrøbelige kød tillader.
Og så er der altså det der med den STORE overskrift over de bedste og heldigvis meget udbredte verdensopfattelser i verden i dag: HUMANISMEN! Kan vi bare opføre os ordentlig og anstændigt overfor hinanden, har vi nået målet for den absolutte bottomline. HVORFOR vi gør som vi gør er en spændende diskussion, men den kan vi vi først rigtig tage når vi i PRAKSIS har vist vi kan leve sammen.
Niels, fattigrøven, bonderøven og arbejdsmanden fra Nordjylland var den første der viste mig hvordan sådan noget kan praktiseres.
Sådanne spørgsmål kan der jo i grunden ikke svares på, i hvert fald ikke sådan rigtigt præcist i detaljerne. Ethvert menneske er en gåde, og det er netop noget af det der gør livet som menneske så spændende.
Men man kan da prøve at nærme sig et svar ved at se på det pågældende menneskes PRAKSIS, altså det liv det har levet og hvordan det pågældende menneske fortæller om det. Sådan en bestræbelse bliver man aldrig rigtig færdig med, men lidt klogere kan man vel blive hen ad vejen.
Niels Dahl var født i 1890 (samme år som Ho Chi Min) et eller andet sted i Nordjylland. Han fortalte at han som barn havde skulle spise af samme skål (formentlig med en eller anden form for grød) som de andre, temmelig mange børn i familien. Han fortalte også om hvordan han tit måtte fryse om vinteren når han lå der i sengen sammen med de andre søskende., og så måtte de ud med bare fødder i TRÆSKO for at finde noget brændbart at smide i kaminen, eller hvad det nu hed. Altså var han en regulær fattigrøv, vel en af dem som Aaakjær, Skjoldborg, Pontopiddan med flere har beskrevet så fremragende i deres tidlige produktion.
I det Dahl´ske hjem var man baptister. Man kan så spekulere over hvor længe slægten havde været det. Baptismen, ligesom så mange andre af disse alternative kristne retninger, kom til Danmark (mest fra USA)omkring 1870erne. DA var der også kapitalistisk krise så det forslog, og måske kan man der, ud fra en historisk materialistisk analyse (som absolut ikke ligger mig fjern), findes en forklaring på fænomenet.
Efter at have bumset lidt rundt og udstået sin militærtjeneste ved dragonerne i Næstved, endte han i Roskilde. Her fik han sig så en kone og et hus på Københavnsvej der fik det smukke navn "Villa Solglimt". Familien blev så forøget med fem børn, men så døde Helga, altså konen, og stakkels, halvgamle Niels (nå-ja, da var han kun 65 år) var vist lidt ensom. Så mødte han min faster, Anne Marie (50 år og gammeljomfru så vidt jeg ved), og de blev så gift og cirka der fra kommer jeg så ind i billedet. Niels Dahl blev så til "Onkel Niels" for mig. Niels lærte mig at spille skak og jeg kom meget i "Villa Solglimt" i 60erne. På den tid var jeg vist også lidt svagelig efter diverse operationer for kronisk mellemørebetændelse. Jeg trængte vist til - efter den tids visdom - at blive fodret godt op, og hvis der var nogen der kunne klare det, så var det min faster, der var uddannet økonoma. Og så spillede jeg ellers skak med Niels og hørte på alle hans gode historier, og så gik vi ellers om søndagen til gudstjeneste i Baptist-kirken i Roskilde, formentlig den kirke jeg har været flest gange i.
Men efter alle disse mellemregninger´skal vi nu have Niels Dahl i fokus.
Når vi skulle spise et måltid, startede Niels altid med en lille, kort bordbøn:
"I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på hans ord
Vor Gud til ære og os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn!"
Ja, bare sådan, udtrykkende fattigrøvens basale taknemmelighed over at man nu igen får noget i skrutten. Det kan I så godt pege fingre og grine af, jer velaflagte, småborgerlige moderne superforbrugere. Men for Niels og hans ligesindede var det vel også et lille ritual der førte tankerne videre til hvor det næste måltid skulle komme fra. Ikke fordi Niels, da jeg kendte ham, specielt behøvede at tænke på det, men han kendte altså fra barndommen til det at sulte.
Og så var Niels, som han udtrykte det, "glødende" socialdemokrat. Når DET skulle uddybes, kom altid Steinckes socialreform fra starten af 30erne på banen. "Ja, før da kunne de gamle bare sidde og hoste til de døde...". Selv Jens Otto Krag kunne Niels finde sympati for. Når nogle af os - ja, vi var meget unge dengang - fremførte noget om hans noget arrogante optræden var Niels der med det samme: "Nå, og hvad mener I så om Poul Møller?", og en smule ret havde han jo. I øvrigt var hans aboslutte favorit i nyere tid (ingen kunne selvfølgelig matche Stauning!) H. C. Hansen. "Ja, HAN kunne forklare det så selv en arbejdsmand kunne forstå det!".
Alt det der med Vietnam-krigen i 60erne havde Niels det vist svært med. Han fastholdt dog at han "holdt af Amerika", lige som han også uforbeholdent var på Israels side i seksdages-krigen i 1967: "De får aldrig bugt med Israel - Herren kommer sit folk i hu!". Da der senere kom flere detaljer frem om bemeldte krige, forholdt han sig ret tavst. Men det må jo heller ikke have været nemt grundlæggende at skifte standpunkttil sådan noget når man var på vej op i 80erne. Min pointe i ovenstående og det følgende er at den gamle fattigrøv og arbejdmand fra Nordjylland blev ved med åbent at fremsætte sine uforbeholdne meninger. Han var absolut ikke "lunken". Da jeg i anden halvdel af 6oerne blev en bumset ung mand med egne ideer, i høj grad - men ikke kun! - inspireret af tidens tanker, havde jeg i Niels - og faster Anne Marie, ikke at forglemme - en form for meget jordbundent modspil. Ja, nogle gange syntes jeg selvfølgelig de var ÅNDSSVAGE, men jeg holdt alligevel af deres enkle, men konsekvente hjertevarme og gæstfrihed, faktisk kunne jeg ikke rigtigt undvære den og så på en måde frem til de årlige (mindst) to uger i Villa Solglimt.
Jo, men Niels kunne godt blive gal, men han havde en ventil til at lukke gassen ud. Var han rigtig kommet op at køre i forhold til en eller anden persons udskejelser - og han havde altså temperament! - ville han som regel pludselig sætte sig ned i lænestolen og stille sige: "Ja.ja...dømmer ikke, dømmer ikke...". Det gjorde han for eksempel også engang da jeg førte mig MEGET kraftigt frem om USA forbrydelser i Vietnam.
Og så kunne Niels også engang i mellem få sig en tår over tørsten. "Nå, hvad", sagde han så "Det er ikke hvad der går i bugen af mennesket der gør det ondt, men hvad der bor i hjertet". Og når den blev helt gal og han i en ordentlig koger skulle op næste morgen og spille cornet i Baptisternes hornorkester: "Nå, hvad, så spiller vi bare ´han der har hjulpet her hid indtil, han hjælper nok herefter`". I øvrigt dukkede bemeldte hornorkester alle mand op til min 7-års fødselsdag op i vores hjem i Buddinge og blæste mig en lang march (de havde vist haft et eller andet engagement i Kongens Lyngby for inden). Ha! Det er der absolut ingen der glemmer af dem der stadig i live, slet ikke naboerne. Og - hold kæft!- hvor skulle min stakkels mor brygge meget kaffe - bajere drak de jo ikke, altså sådan officielt (ja-ja, hun fortalte mig meget senere meget om denne specielle oplevelse. på selve tidspunktet var jeg absolut fokuseret på tubaisten). Ham Niels var åbenbart også noget ved musikken...
Og så var Niels gartner. Ja, altså ikke udlært sådan, men med mange års arbejde bag sig som gartnerarbejdsmand, de fleste ved det daværende psykriatiske hospital Skt. Hans. Som han sagde: "Ja, jeg har arbejdet 30 år Skt. Hans. Kan man mærke det på mig?". Bag Villa Solglimt havde Niels en særdeles velplejet køkkenhave, der vist nærmest kunne forsyne hele husholdningen med frugt og grønsager, alt efter årstiden. Jeg kom der jo mest i jordbærsæsonen - oh! salighed! - og sådan nogen blev selvfølgelig serveret med piskefløde, hvad ellers? Indenfor var der altid friskplukkede blomster på bordet, for, som Niels sagde: "Blomsterne, det er Guds smil til menneskene." Og så havde Niels selvfølgelig en singleplade med "Den gamle gartners sang", den med Hans Kurt og Birthe Wilke. Den blev spillet temmelig ofte, og jeg kan stadig huske det meste af teksten - det hænder endda stadig at jeg tror jeg kan synge den når jeg er i brusebad.
Og så var der det med tolerancen. Som tiderne udviklede sig i 60erne, kom der jo efterhånden mange nye, sære menneskelige fænomener ind i vores alle sammens tilværelser, også Niels´s. Min faster indrettede i 60erne Villa Solglimt til et mindre hotel, der væsentligst servicerede turister. Men, som man med en smule nutidshistorisk indsigt kan forstå, dukkede der også - specielt uden for sæsonen - diverse såkaldte "fremmedarbejdere" op som kunder i butikken. Ja, det var så mestendels tyrkere og de var jo muslimer. Sådanne logerende blev indkvarteret på 1. sal ("loftet" er nok en ´mere præcis betegnelse), hvor der jo tidligere havde skulle være plads til en ordentlig børneflok.
Jeg husker en episode hvor Niels kom ned fra loftet og var usædvanligt fåmælt. Lidt senere kom denne tyrker så ned og Niels undskyldte og undskyldte - "Det vidste jeg ikke, undskyld...". Jeg fandt så senere ud af at Niels havde forstyrret ham midt i en af de påskrevne daglige bønner med hovedet vendt mod Mekka.
Lidt senere, vel sagtens over aftenkaffen, kom det så, meget, meget eftertænktsomt: " Ja, jeg tror nu alligevel han vil blive frelst. Det vil jeg i hvert fald bede for." Er det ikke tolerance?
Og så en af Niels´s yndlingsjokes:
I en landsbyskole er der time i "Bibelkundskab" (det bliver bedre hvis man kan sige det på jysk). Den flinke lærer har lige gennemgået bjergpædikenen, hvor det som formentlig bekendt ender med at Jesus med tre fisk og syv brød (sådan cirka) bespiser en tusindfoldig menneskeskare.
Og så spørger læreren: "Og hvordan tror I så det kan være gået til?"
Efter nogen tøven er der en lille fyr der markerer: " Jeg tror de har spist godt med kartofler!"
Nå, nu er det jo ikke en bog jeg er i gang med at skrive (den kunne ellers godt blive på nogle hundrede sider). Jeg forlod selv kristendommen i 1977 med en udmeldelese af folkekirken. Jeg er simpelt hen ikke til alt sådan noget. Specielt tanken om det evige liv fylder mig med kvalmefornemmelser. Jeg synes den chance ("Livet er da en gave!", sagde Niels) vi alle sammen har fået må være nok. MEN...Niels har alligevel fået en form for efterliv, i og med at han stadig på en eller anden måde lever oven i bolden på mange af os. Sådan håber jeg da også at jeg får lov til at leve lidt længere end mit skrøbelige kød tillader.
Og så er der altså det der med den STORE overskrift over de bedste og heldigvis meget udbredte verdensopfattelser i verden i dag: HUMANISMEN! Kan vi bare opføre os ordentlig og anstændigt overfor hinanden, har vi nået målet for den absolutte bottomline. HVORFOR vi gør som vi gør er en spændende diskussion, men den kan vi vi først rigtig tage når vi i PRAKSIS har vist vi kan leve sammen.
Niels, fattigrøven, bonderøven og arbejdsmanden fra Nordjylland var den første der viste mig hvordan sådan noget kan praktiseres.
onsdag den 3. juni 2009
Noget om havregrød
I min barndom lavede vor mor havregrød til vores morgenmad. Det vil sige til min bror og mig, jeg tror ikke hun selv spiste det, og min far var vist dengang for stresset til at få ret meget ned om morgenen før han fes af.
Vores mor satte havregrynene i blød i en passende mængde vand (med salt, går jeg ud fra) i en gryde om aftenen inden hun gik i seng. Næste morgen var det så bare på komfuret og røre rundt, og så var den lune grød klar når min bror og jeg havde fået pisset af, puret noget vand i hovedet og fået tøjet på. Ret meget mere gjorde man ikke i den tidlige morgen dengang i 50erne. Morgenbrusebad med hårvask, neglerens, hudormeudklemning, Valderma-påspøring med videre hører en senere tid til.
Nå, vi spiste pligtskyldigst vores havregrød, oven i hvilken vi dryssede sukker og fik en smørklat - slut prut! Og der til et glas mælk, appelsinjuicen var ikke opfundet endnu. Jo, vi fik vist også nogle vitaminpiller, hvilket var noget ret nyt dengang. Ja, en overgang ville vores far også have os til at tage en spiseskefuld torskelevertran, men i længden kunne selv han altså ikke opretholde og kæmpe den slags tortur i gennem.
Vores mor, der var fra landet, ekscellerede i øvrigt i alle mulige slags grød som vi mest fik serveret til dessert om aftenen: Rød-, stikkelsbær-, jordbær, -vand-, - risen-, sveske-, æblegrød og sikkert flere jeg ikke husker. Der til fik vi normalt mælk over, i sjældnere tilfælde fløde. Jeg mener at kunne huske at vi normalt spiste det uden de større protester, noget af det mener jeg endda med fornøjelse. Men barndommens minder kommer jo ofte til at stå i et overdrevent blidt og sympatisk skær. Men måske er det al denne havregrød og alle mulige andre former for grød der har gjort at min bror og jeg i vores modne alder er rimeligt sunde og raske, trods en ind i mellem ret udsvævende livsform.
Men...efter jeg jeg flyttede hjemmefra og så selv kunne bestemme over serveringen, røg "grød" helt uden for horisonten. Jeg spiste det simpelthen ikke og fik det selvfølgelig heller aldrig serveret rundt omkring hos vennerne (jeg dyrkede IKKE de biodynamiske kollektiver, hvor der vist nok var HIRSEGRØD på menuen!). Min mor holdt vist også op med at producere grød. På sine gamle dage indrømmede hun dog, at hun ind i mellem kunne få lyst til at købe og spise noget af det præfabrikerede "grød" supermarkederne har på hylderne. Ja, jeg går sandelig også ud fra at det er sådan nogle nostagiske pensionister der er målgruppen for vore dages grødfabrikanter.
Men...for en cirka 15 år siden fik jeg pludselig et indfald nede i Brugsen da jeg så en pakke "Solgryn". Det var i en af mine mange fattigrøvs-perioder. Der var lige nøjagtig råd til den livsnødvendige tobak og rødvin og så ikke meget mere, slet ikke til røde bøffer. Der var dengang også meget snak om "havregrødsgenerationen", altså de stakler der dengang måtte købe deres hus/lejlighed med lån til tårnhøje renter, hvilket bragte dem i samme dagligdags situation som mig, selv om min nu var afstedkommet af så meget andet. Så jeg kom til at tænke på at ind i mellem kunne man måske godt undvære de der 200 gram kød om dagen...(hvis man ellers fik sin tobakl og rødvin).
Altså købte jeg en pakke havregryn og gik hjem og eksperimenterede med tillavningen, hvor jeg prøvede at gøre som der stod på pakken, og selvfølgelig spekulerede på hvordan min mor havde gjort det (selv som jeg jo i grunden aldrig rigtigt havde set det, da jeg jo tog tøj på mens det skete). FY FOR POKKER!!!! Hvordan kunne min mor dog have serveret SÅDAN NOGET for os? Og HVORDAN kunne vi dog have fået det ned? (ok, jeg havde ABSOLUT heller ikke og ALDRIG SØDMÆLK i køleskabet dengang - og det har jeg heller ikke haft senere. Gæster der vil have sådan noget i kaffen hos mig, må nøjes med piskefløde) Første udgave røg i køkkenposen...og så gik jeg alligevel ned og købte en pizza.
Men jeg gav ikke op. Hvordan jeg fik ideen, ved jeg i grunden ikke, men man siger jo at nøden (NU var der næsten ikke flere penge før næste udbetaling fra A-kassen om en uge!) bryder alle love (og skullekunne få en nøgen kvinde til at springe over hovedgærdet hvor det er lavest, men det er vist en helt anden historie....eller hvad?).
Efter nogen eksperimentering kom jeg frem til denne udgave af havregrød:
2 dl havegryn
5 dl vand
1 tsk. salt
2 biri-biri chilifrugter - tørrede, selvfølgelig
Det hele bringes i kog OG omrøres HELE tiden i ca. 5 minutter.
Derefter tages grøden af bluset og tilsættes
1 spsk. smør
1 spsk. honing
1 håndfuld rosiner
Så rører man godt rundt i grøden og spiser den sammen med noget frugt, normalt et æble, muligvis en pære, og der til drikker man noget godt saftevand (man kan godt bruge dem fra Rynkeby og dem de sælger i Netto, men jeg anbefaler at presse en citron ned i en kande saftevand af disse produkter).
Jeg har desværre ikke fundet frem til nogen form for alkoholisk drik der matcher denne ret. Ok, det går måske lige med en sød kryddersnaps lavet på kirsebær eller jordbær. Nå-ja, jeg har da også lige prøvet at tage en bornholmsk "honning-syp" til, det går også rimeligt godt sammen. Men saftevanden er vist uundværdlig. Måske der findes en sød rosé der kan bruges, men så langt er jeg ikke kommet i eksperimenterne.
I den første del af processen, altså kogefasen, kan man også smide et par fad hvidløg ned til havregrynene. Men højst to, hvis man da ikke er helt vild med hvidløg (og ikke man har en partner man umiddelbart efter skal kysse). Biri-Birifrugterne kan også erstattes af en spiseskefuld Sambal Olek, eller noget ikke alt for sød Chili-sovs (ellers kan man godt undvære honningen).
Men det skal understreges at denne ret IKKE er velegnet som normal morgenmad! Jeg har spist den i årevis som aftensmad mindst en gang om ugen, og oftest mandag-tirsdag, hvor legemet trænger til svægelse efter weekendens udskejelser (og man vel har konstateret at man skal spare lidt efter at have tjekket kontotrækket via netbanken). Og - OHHHHH! - hvor det hjælper. Der går højst en en time efter indtagelsen før man er klar til lokummet med et eller andet obskurt blad i hånden. Anders And eller Søndagsavisen er udmærkede til formålet. Man kan selvfølgelig også bare læse tilbudsaviser: Hvor er det næste tilbud på havregryn?
Til havregrød som morgenmad vil man nok nøjes med 1 dl havregrød til 2½ dl vand. Jeg HAR prøvet, så jeg må advare: Det sætter altså gang i peristaltiken. Engang, efter at have indtaget et sådan måltid havregrød om morgenen, var jeg i S-toget på vej til arbejde i Ishøj. Jeg var simpelt hen nød til at stå af på Friheden, heldigvis havde jeg en enkrone til toilettet. Så jeg holder mig altså til ostemadderne og yoghurten om morgenen.
Men ellers kan en sådan lille portion havregrød godt være smart i visse situationer, som alle kender til. Jeg fandt på det da jeg skulle til et party hos nogle gode venner som ikke er de største organisatoriske genier. Jeg var sikker på at der nok skulle være rigeligt af sprut, men den mere bastante føde ville nok være en del forsinket. DEN kender I godt, ikke? Ergo, jeg lavede en lille portion havregrød (sådan cirka den omtalte "morgenmadsversion") og indtog den inden afgangen. Og jeg blev først rigtigt vrøvlet på den anden side af midnat, så vidt jeg da selv husker... Tricket har jeg brugt mange gange siden.
Nå, alt det her er afstedkommet af at jeg læser at smarte caféer i Danmark nu serverer havregrød som morgenmad, eller måske rettere, som det hedder på nudansk: "Brunch". Ja-ja, havregrød er altså en gammel nationalret i Danmark og det har den været i næsten hundrede år, siden man i starten af forrige århundrede begyndte at sælge "valsede" havregryn. Bare læs på bagsiden af "Solgryns"-pakkerne: Det hedder sgu stadig "valsemøllen", vist nok i Svendborg eller omegn. Målgruppen dengang var formentlig bonderøvene der var kommet ind til byerne og blevet lavet om til en ludfattig arbejderklasse. Noget skulle disse stakler jo have at spise, så hvorfor ikke? Sådan rigtigt ude på landet i "gamle dage" blev det stort set kun brugt til at fodre heste med.
Nå, alt sådan noget kan man læse meget mere om ved at følge dette link til en klog kones betragtninger:
http://www.jak.dk/forening/blad08/z2_08_havregryn.htm
Og så kan vi jo også lige tage en klassisk vits, kørende på modsætningsforholdet mellem englændere og skotter:
To sådanne mødes og snakker om havregryn. Skotten fortæller, at hos dem bruger man dem til "Oat Meal Porridge" (= havregrød)
Englænderen: "Ha! Ja, hos os bruger vi kun havregryn til at fodre heste med!"
Skotten: "Ja-ja, men du ved vel også at englænderne har de bedste heste, skotterne de bedste mænd!"
Og så bruger nationalskjalden også emnet for denne tekst som en sjov metafor for det danske sprog når det kommer til dets udtale:
"Hver fremmed mand som prøver at magte hendes sprog
han syn´s det lyder lissom det var havregrød i kog"
Vores mor satte havregrynene i blød i en passende mængde vand (med salt, går jeg ud fra) i en gryde om aftenen inden hun gik i seng. Næste morgen var det så bare på komfuret og røre rundt, og så var den lune grød klar når min bror og jeg havde fået pisset af, puret noget vand i hovedet og fået tøjet på. Ret meget mere gjorde man ikke i den tidlige morgen dengang i 50erne. Morgenbrusebad med hårvask, neglerens, hudormeudklemning, Valderma-påspøring med videre hører en senere tid til.
Nå, vi spiste pligtskyldigst vores havregrød, oven i hvilken vi dryssede sukker og fik en smørklat - slut prut! Og der til et glas mælk, appelsinjuicen var ikke opfundet endnu. Jo, vi fik vist også nogle vitaminpiller, hvilket var noget ret nyt dengang. Ja, en overgang ville vores far også have os til at tage en spiseskefuld torskelevertran, men i længden kunne selv han altså ikke opretholde og kæmpe den slags tortur i gennem.
Vores mor, der var fra landet, ekscellerede i øvrigt i alle mulige slags grød som vi mest fik serveret til dessert om aftenen: Rød-, stikkelsbær-, jordbær, -vand-, - risen-, sveske-, æblegrød og sikkert flere jeg ikke husker. Der til fik vi normalt mælk over, i sjældnere tilfælde fløde. Jeg mener at kunne huske at vi normalt spiste det uden de større protester, noget af det mener jeg endda med fornøjelse. Men barndommens minder kommer jo ofte til at stå i et overdrevent blidt og sympatisk skær. Men måske er det al denne havregrød og alle mulige andre former for grød der har gjort at min bror og jeg i vores modne alder er rimeligt sunde og raske, trods en ind i mellem ret udsvævende livsform.
Men...efter jeg jeg flyttede hjemmefra og så selv kunne bestemme over serveringen, røg "grød" helt uden for horisonten. Jeg spiste det simpelthen ikke og fik det selvfølgelig heller aldrig serveret rundt omkring hos vennerne (jeg dyrkede IKKE de biodynamiske kollektiver, hvor der vist nok var HIRSEGRØD på menuen!). Min mor holdt vist også op med at producere grød. På sine gamle dage indrømmede hun dog, at hun ind i mellem kunne få lyst til at købe og spise noget af det præfabrikerede "grød" supermarkederne har på hylderne. Ja, jeg går sandelig også ud fra at det er sådan nogle nostagiske pensionister der er målgruppen for vore dages grødfabrikanter.
Men...for en cirka 15 år siden fik jeg pludselig et indfald nede i Brugsen da jeg så en pakke "Solgryn". Det var i en af mine mange fattigrøvs-perioder. Der var lige nøjagtig råd til den livsnødvendige tobak og rødvin og så ikke meget mere, slet ikke til røde bøffer. Der var dengang også meget snak om "havregrødsgenerationen", altså de stakler der dengang måtte købe deres hus/lejlighed med lån til tårnhøje renter, hvilket bragte dem i samme dagligdags situation som mig, selv om min nu var afstedkommet af så meget andet. Så jeg kom til at tænke på at ind i mellem kunne man måske godt undvære de der 200 gram kød om dagen...(hvis man ellers fik sin tobakl og rødvin).
Altså købte jeg en pakke havregryn og gik hjem og eksperimenterede med tillavningen, hvor jeg prøvede at gøre som der stod på pakken, og selvfølgelig spekulerede på hvordan min mor havde gjort det (selv som jeg jo i grunden aldrig rigtigt havde set det, da jeg jo tog tøj på mens det skete). FY FOR POKKER!!!! Hvordan kunne min mor dog have serveret SÅDAN NOGET for os? Og HVORDAN kunne vi dog have fået det ned? (ok, jeg havde ABSOLUT heller ikke og ALDRIG SØDMÆLK i køleskabet dengang - og det har jeg heller ikke haft senere. Gæster der vil have sådan noget i kaffen hos mig, må nøjes med piskefløde) Første udgave røg i køkkenposen...og så gik jeg alligevel ned og købte en pizza.
Men jeg gav ikke op. Hvordan jeg fik ideen, ved jeg i grunden ikke, men man siger jo at nøden (NU var der næsten ikke flere penge før næste udbetaling fra A-kassen om en uge!) bryder alle love (og skullekunne få en nøgen kvinde til at springe over hovedgærdet hvor det er lavest, men det er vist en helt anden historie....eller hvad?).
Efter nogen eksperimentering kom jeg frem til denne udgave af havregrød:
2 dl havegryn
5 dl vand
1 tsk. salt
2 biri-biri chilifrugter - tørrede, selvfølgelig
Det hele bringes i kog OG omrøres HELE tiden i ca. 5 minutter.
Derefter tages grøden af bluset og tilsættes
1 spsk. smør
1 spsk. honing
1 håndfuld rosiner
Så rører man godt rundt i grøden og spiser den sammen med noget frugt, normalt et æble, muligvis en pære, og der til drikker man noget godt saftevand (man kan godt bruge dem fra Rynkeby og dem de sælger i Netto, men jeg anbefaler at presse en citron ned i en kande saftevand af disse produkter).
Jeg har desværre ikke fundet frem til nogen form for alkoholisk drik der matcher denne ret. Ok, det går måske lige med en sød kryddersnaps lavet på kirsebær eller jordbær. Nå-ja, jeg har da også lige prøvet at tage en bornholmsk "honning-syp" til, det går også rimeligt godt sammen. Men saftevanden er vist uundværdlig. Måske der findes en sød rosé der kan bruges, men så langt er jeg ikke kommet i eksperimenterne.
I den første del af processen, altså kogefasen, kan man også smide et par fad hvidløg ned til havregrynene. Men højst to, hvis man da ikke er helt vild med hvidløg (og ikke man har en partner man umiddelbart efter skal kysse). Biri-Birifrugterne kan også erstattes af en spiseskefuld Sambal Olek, eller noget ikke alt for sød Chili-sovs (ellers kan man godt undvære honningen).
Men det skal understreges at denne ret IKKE er velegnet som normal morgenmad! Jeg har spist den i årevis som aftensmad mindst en gang om ugen, og oftest mandag-tirsdag, hvor legemet trænger til svægelse efter weekendens udskejelser (og man vel har konstateret at man skal spare lidt efter at have tjekket kontotrækket via netbanken). Og - OHHHHH! - hvor det hjælper. Der går højst en en time efter indtagelsen før man er klar til lokummet med et eller andet obskurt blad i hånden. Anders And eller Søndagsavisen er udmærkede til formålet. Man kan selvfølgelig også bare læse tilbudsaviser: Hvor er det næste tilbud på havregryn?
Til havregrød som morgenmad vil man nok nøjes med 1 dl havregrød til 2½ dl vand. Jeg HAR prøvet, så jeg må advare: Det sætter altså gang i peristaltiken. Engang, efter at have indtaget et sådan måltid havregrød om morgenen, var jeg i S-toget på vej til arbejde i Ishøj. Jeg var simpelt hen nød til at stå af på Friheden, heldigvis havde jeg en enkrone til toilettet. Så jeg holder mig altså til ostemadderne og yoghurten om morgenen.
Men ellers kan en sådan lille portion havregrød godt være smart i visse situationer, som alle kender til. Jeg fandt på det da jeg skulle til et party hos nogle gode venner som ikke er de største organisatoriske genier. Jeg var sikker på at der nok skulle være rigeligt af sprut, men den mere bastante føde ville nok være en del forsinket. DEN kender I godt, ikke? Ergo, jeg lavede en lille portion havregrød (sådan cirka den omtalte "morgenmadsversion") og indtog den inden afgangen. Og jeg blev først rigtigt vrøvlet på den anden side af midnat, så vidt jeg da selv husker... Tricket har jeg brugt mange gange siden.
Nå, alt det her er afstedkommet af at jeg læser at smarte caféer i Danmark nu serverer havregrød som morgenmad, eller måske rettere, som det hedder på nudansk: "Brunch". Ja-ja, havregrød er altså en gammel nationalret i Danmark og det har den været i næsten hundrede år, siden man i starten af forrige århundrede begyndte at sælge "valsede" havregryn. Bare læs på bagsiden af "Solgryns"-pakkerne: Det hedder sgu stadig "valsemøllen", vist nok i Svendborg eller omegn. Målgruppen dengang var formentlig bonderøvene der var kommet ind til byerne og blevet lavet om til en ludfattig arbejderklasse. Noget skulle disse stakler jo have at spise, så hvorfor ikke? Sådan rigtigt ude på landet i "gamle dage" blev det stort set kun brugt til at fodre heste med.
Nå, alt sådan noget kan man læse meget mere om ved at følge dette link til en klog kones betragtninger:
http://www.jak.dk/forening/blad08/z2_08_havregryn.htm
Og så kan vi jo også lige tage en klassisk vits, kørende på modsætningsforholdet mellem englændere og skotter:
To sådanne mødes og snakker om havregryn. Skotten fortæller, at hos dem bruger man dem til "Oat Meal Porridge" (= havregrød)
Englænderen: "Ha! Ja, hos os bruger vi kun havregryn til at fodre heste med!"
Skotten: "Ja-ja, men du ved vel også at englænderne har de bedste heste, skotterne de bedste mænd!"
Og så bruger nationalskjalden også emnet for denne tekst som en sjov metafor for det danske sprog når det kommer til dets udtale:
"Hver fremmed mand som prøver at magte hendes sprog
han syn´s det lyder lissom det var havregrød i kog"
fredag den 12. december 2008
Noget om forargelser
I anledning af en fødselsdag om ikke så længe, så først en trivia-quiz med forbindelse til fødselaren: Hvilket dansk dagblad afslog i 2003 at trykke sådan noget som ovenstående?
Nå, nu FORARGEDE jeg jo sikkert nogen. Det samme gjorde bemeldte dagblad, da det i efteråret 2005 trykte 12 tegninger visende muslimernes profet i forskellige ikke særligt flatterende situationer.
Jo, og jeg ved godt at jeg kan FORARGE nogle mennesker med en sådan tegning. Det samme vidste bemeldte dagblad også, og da det kommer og kom ud til et langt større publikum end denne blog, må deres brøde siges kvantitativt at være langt større end min, men principielt den samme.
Det må dog med i afregningen hvilket formål der kan være med denne bevidste provokeren af FORARGELSE. Udgangspunktet for mit er en oplevelse for få dage siden:
I undervisningen i naturgeografi gav jeg en stor klasse en kendt og anerkendt opgave: Vælg et land og find så mange oplysninger så muligt om det ud fra atlasset, klima, bjerge, floder, plantevækst, havstrømme mv.. Til indledning kunne de så tegne landets flag, som ofte giver associationer til landets natur. En elev, og en i øvrigt generelt kvik sådan, insisterede så på at tegne et flag med svastika - ja, han kunne endda vise mig et forlæg på displayet til hans mobiltelefon.
SÅ blev jeg FORARGET. Men jeg styrede dog temperamentet og bad ham forklare mig hvilket land et sådan flag repræsenterede i vore dage. Han måtte jo så konstatere at flaget ikke fandtes på atlassets opslagsside med noget sådan, og så lærte han vel noget af det. Og så valgte han i øvrigt Libyen i stedet for - de har også et meget pænere flag.
Men bag efter tænkte jeg meget over, om jeg i grunden ikke svigtede knægten ved ikke at bore mere i det. Selvfølgelig havde han en eller anden vag fornemmelse af at et sådan flag kunne FORARGE nogen, sådan cirka som et foto af en samlejescene kunne gøre det. Men han havde næppe nogen anelse om HVORFOR og HVOR MEGET det kunne FORARGE i brede kredse. Hvis denne endnu uskyldsrene ikke får forklaret og forstået dette, hvilke vanskeligheder kan han så ikke risikere at støde ind i senere i livet? Som nævnt er knægten ret kvik og helt sikkert mere lærenem end oven omtalte dagblads kulturredaktør.
Min pointe, som absolut ikke er særlig original, men nok værd at gentage, er: Snak noget mere sammen, lær af og belær hinanden om hvor vores forskellige FORARGELSES-grænser går. Jo, da jegogså har meget af en kulturradikal grundtviganer i mig, går jeg meget ind for OPLYSNING, selv om jeg dog ikke tror OPLYSNING kan løse alle problemer, så langt fra.
Det er en af mine få urokkelige overbevisninger - ja, nærmest en trossætning - at den store, overvældende majoritet af menneskeheden er rare og anstændige mennesker og absolut ikke ønsker at generere, end sige FORARGE deres artsfæller, amen. Men, med Sokrates i Platons dialoger, det svære er ikke at gøre det rigtige - det svære er at vide hvad det rigtige er.
En gammel, gnostisk hedning som jeg har altså i mit lange liv haft omgang med mange dybt overbeviste kristne og muslimer. Onkel Niels var for eksempel baptist og på mødrene side var og er familien 7. dags-adventister. Og jeg er sikker på at en tegning som ovenstående ville de højst møde med et skuldertræk og så en lille trist tanke på de stakler der ikke har fundet den faste tro de selv har. Sådan cirka det samme ved jeg gælder for mange overbeviste muslimer med hensyn til profettegningerne.
Men der er altså nogen der bliver FORARGEDE og endda kede af det, når de se sådan en tegning som ovenstående, uanset mine velmenende didaktiske grunde. Så måske skulle jeg ikke have gjort det, altså publiceret den. En vanskelig balancegang er det ofte, men jeg prøver altså at gøre mit bedste.
Monthy Phyton´s film "Life of Brian" blev mødt med forbud både det ene og det andet sted. Det var vist Terry Jones der udtalte noget i retning af: "Da vi planlagde filmen, fandt vi ud af at man jo i grunden slet ikke kan lave grin med en person som Jesus. Derimod er det utroligt komisk hvordan mennesker gennem tiderne har forholdt sig til denne person og hans gerninger. Han prædikede fred og forståelse mellem mennesker, og i de sidste 2000 år har man så ført krig om hvad han i grunden mente med det."
Jeg vover alligevel at fyre en klassisk Jesus-vittighed af - en af de rigtigt flade fra Bodega-genren:
En indbrudstyv var godt i gang med at tømme en villa, da han pludselig hørte en stemme:
"Pas på! Jesus ser alt!"
Han studsede og så sig omkring i mørket, men alt virkede roligt så han fortsatte. Lidt senere hørte han igen stemmen:
"Pas på! Jesus ser alt!"
Han stoppede igen, nu lidt uroligt, men han kunne stadig ikke få øje på nogen. Så kom den igen:
"NU er det alvor! Jesus ser alt!"
Så tændte han for en kontakt og så sig omkring i stuen. Ovre i et hjørne sad en papegøje på en pind.
"Nååå...", sagde han, "...og hvad hedder du så!"
"Jeg hedder Johannes Døberen."
"Ha! Hvilken idiot giver sin papegøje et sådan navn?"
"Den samme idiot som kalder sin Rottweiler for Jesus!"
Og hvorfor ikke også en af Onkel Niels´s yndlingsvittigheder? Vær så god:
I en landsbyskole var der time i bibelkundskab. Læreren fortalte historien om Jesus der bespiste en tusingtallig skare med syv brød og tre fisk (eller hvor mange det nu var, i hvert fald ikke meget mere). Da han var færdig, stirrede han ud over forsamlingen og spurgte:
"Nå, bitte børn, hvordan tror I så det er gået til?"
En stund var der dyb tavshed, så var der endelig en lille fyr der tog mod til sig:
"Jeg tror de har spist godt med kartofler."
torsdag den 11. december 2008
Noget om om selskabstømmermænd og menneskerettigheder
Den 10.december var 60 års fødselsdag for verdenserklæringen om menneskerettigheder. Et stort til lykke her fra. At det hele dog ikke kun handler om smukke ord, faldt der et eksempel på stort set samtidig med festen.
En svindler, en såkaldt "selvskabstømmer", havde skulle vente alt for længe på at få sin endelige domfældelse, over 10 år. Den behandling har menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg nu vendt sig imod og har dømt den danske stat til at betale erstatning. Læs bare selv her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2008/12/11/133520.htm
Denne domstol dømmer efter den europæiske menneskerettighedskonvention, som er fra 1950, men meget forskel på den og 60 års jubilaren er der ikke. I øvrigt er dens domme inappelable, så den danske stat har bare at komme til portemonæen.
Godt nok appelerede svindleren dommen gennem hele systemet, der jo så også skal bruge tid på at tage stilling til om han i det hele må og kan appelere. Men alligevel, selv sådan nogle der går og tømmer selskaber gælder menneskerettighederne for. Man kan sådan set godt forstå at manden forsvandt uden at afsone sin dom. Han blev først anholdt et sted nede syd på sidste sommer.
Jo, det er godt at vide at der er nogen der står vagt om vores grundlæggende rettigheder. Det giver da en vis form for håb. Den danske afdeling af Amnesty International lever åbenbart også i håbet, og har netop sendt et brev til folketingets medlemmer med 18 punkter, hvor de naive sjæle mener man burde forbedre/efterleve menneskerettighederne i dagens Danmark. Læs her: http://www.amnesty.dk/log/D3694-da.pdf
Ja, de kan virkelig få travlt, de gode folketingsmedlemmer. Forhåbentligt så travlt, at de glemmer alt om tuneserlove, der oven i hatten også er grundlovsstridige.
Og så synes jeg endda at de pæne mennesker i Amnesty International er alt for tilbageholdende, som om det hele "kun" handler om asylansøgere, nytilkomne indvandrere på starthjælp, varetægtsfængslede og tortur.
Sagen om den stakkels selslabstømmer viser vejen: Der bør stadig være lov og ret her i landet for almindelige mennesker. Her er så en anden sag som også burde sendes til Strassbourg. Jeg lader Bibiliotekarforbundet forklare sammenhængen:
BF - Ledige skal søge fire jobs om ugen
Jo, snedig er han, denne Hjort; Siger BØ til A-kasserne, og så gennemfører de den politik han vil have, selv om han jo sådan set slet ikke har sagt direkte hvordan de skal gøre.
En historie fra det virkelige liv med relation til det sidste kan læses her:
http://www.folkeskolen.dk/DebateShowPost.aspx?DebateForumId=15&DebateThreadId=3485
En svindler, en såkaldt "selvskabstømmer", havde skulle vente alt for længe på at få sin endelige domfældelse, over 10 år. Den behandling har menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg nu vendt sig imod og har dømt den danske stat til at betale erstatning. Læs bare selv her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2008/12/11/133520.htm
Denne domstol dømmer efter den europæiske menneskerettighedskonvention, som er fra 1950, men meget forskel på den og 60 års jubilaren er der ikke. I øvrigt er dens domme inappelable, så den danske stat har bare at komme til portemonæen.
Godt nok appelerede svindleren dommen gennem hele systemet, der jo så også skal bruge tid på at tage stilling til om han i det hele må og kan appelere. Men alligevel, selv sådan nogle der går og tømmer selskaber gælder menneskerettighederne for. Man kan sådan set godt forstå at manden forsvandt uden at afsone sin dom. Han blev først anholdt et sted nede syd på sidste sommer.
Jo, det er godt at vide at der er nogen der står vagt om vores grundlæggende rettigheder. Det giver da en vis form for håb. Den danske afdeling af Amnesty International lever åbenbart også i håbet, og har netop sendt et brev til folketingets medlemmer med 18 punkter, hvor de naive sjæle mener man burde forbedre/efterleve menneskerettighederne i dagens Danmark. Læs her: http://www.amnesty.dk/log/D3694-da.pdf
Ja, de kan virkelig få travlt, de gode folketingsmedlemmer. Forhåbentligt så travlt, at de glemmer alt om tuneserlove, der oven i hatten også er grundlovsstridige.
Og så synes jeg endda at de pæne mennesker i Amnesty International er alt for tilbageholdende, som om det hele "kun" handler om asylansøgere, nytilkomne indvandrere på starthjælp, varetægtsfængslede og tortur.
Sagen om den stakkels selslabstømmer viser vejen: Der bør stadig være lov og ret her i landet for almindelige mennesker. Her er så en anden sag som også burde sendes til Strassbourg. Jeg lader Bibiliotekarforbundet forklare sammenhængen:
BF - Ledige skal søge fire jobs om ugen
Jo, snedig er han, denne Hjort; Siger BØ til A-kasserne, og så gennemfører de den politik han vil have, selv om han jo sådan set slet ikke har sagt direkte hvordan de skal gøre.
En historie fra det virkelige liv med relation til det sidste kan læses her:
http://www.folkeskolen.dk/DebateShowPost.aspx?DebateForumId=15&DebateThreadId=3485
lørdag den 6. december 2008
Noget om brandalarmer
Der hvor jeg arbejder har vi fået at vide at vi ikke kan lave brandøvelse, fordi brandalarmen ikke virker.
En håndværker har ellers været for at kigge på den, men han måtte gå med uforrettet sag, da han ikke kunne finde sikringsskabet. Det kunne pedellen og skolelederne heller ikke. Sagen er at disse centrale personer er kommet til for nylig, og efter at nogen har haft brug for at kigge i dette skab. Desuden har skolen i de senere år været gennem nogle ombygninger. Nu går jagten så efter at finde nogle tegninger over skolen i kommunens tekniske forvaltning, som desværre ligger i en del rod da der skal ske en kommunesammenlægning til nytår.
Imens passer vi så godt på at der ikke går ild i juledekorationerne. (Denne historie var en solonyhed)
- Den danske statsminister har glemt eller overset en email han fik den 8.marts 2003. Den var fra FN og indeholdt dokumentation for at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Det var ellers ærgerligt at han ikke læste den, for den 18.marts gik Danmark i krig mod Irak for at afvæbne landet. Allerede for over to år siden var der nogen i folketinget der fik lov til at se de af statsministerens papirer som udgjorde grundlaget for denne beslutning. Den bemeldte mail har i akterne nummer 274, men i papirerne var der ikke noget mellem 273 og 275. Heldigvis har udenrigsministeriet nu langt om længe fundet den forsvundne akt 274.
- En iransk flygtning kom til Danmark i 1990 som 18-årig, fik opholdstilladelse, lærte hurtigt dansk og har siden passet diverse hæderlige jobs såsom hjemmehjælper og pædagogmedhjælper. Desværre kom den unge mand for nogle år siden ude i noget snavs. Han blev vagt for pusherne på Christiania, og for det fik han en dom på et år. Derefter blev han degraderet til at være på "tålt ophold", hvilket slet ikke er spor rart, nærmest utåleligt. Men nu vil Dansk Folkeparti have strammet forholdene for de som man lige akkurat tåler opholder sig i landet. Der skal være daglig meldepligt til politiet og tvungent ophold i Sandholmlejren, foreslår partiet. For, som de siger, "Dødsensfarlige mennesker går rundt i blandt os."
- Den fradragsberettigede, almennyttige liberale tænketank, CEPOS foreslår hvad de kalder for en "individuelt gradueret skatteprocent". Det sker på baggrund af de har regnet sig frem til at en person født i 2008 hele sit liv gennemsnitligt vil modtage 600.000 kr. i overførselsydelser. "Man kan forestille sig", skriver CEPOS, "at man kan holde op med at betale skat når man for eksempel har betalt en million kroner i skat. Så viser en gang forsikringsmatematik, at der skulle være nok til at betale overførselsydelserne til alle. Det man eventuelt ikke har brugt når man dør, kan så eventuelt udbetales til arvingerne." De øvrige samfundsmæssige udgifter, såsom militær, uddannelse, kongehuset, retsvæsenet med videre foreslår CEPOS financieret med en procentvis afgift alle skal betale af deres indkomst.
- Som bekendt har Barack Obama lovet at trække de amerikanske tropper hjem fra Irak inden for 16 måneder. Men nu siger de amerikanske militærmyndigheder at det skam slet ikke kan lade sig gøre. USA har simpelthen postet så mange soldater ind i landet, 14 kampbrigader plus det løse, samt materiel så som lastbiler, kampvogne, tanks, cola-automater med videre, at det rent logistisk betragtet vil tage meget længere tid at få det ud igen. De samme myndigheder anslår at det vil tage op til 36 måneder, altså 3 år.
Det var så fem nyheder fra den virkelige verden. Jeg vil dog indrømme, at én af dem har jeg selv digtet. Så er spørgsmålet om publikum (som jeg åbenbart ikke har noget af) kan gætte hvilken?
Og så vil jeg altså fastholde at man godt kan lave brandøvelser, selv om brandalarmen ikke virker. Men hvordan finder vi sikringsskabet?
En håndværker har ellers været for at kigge på den, men han måtte gå med uforrettet sag, da han ikke kunne finde sikringsskabet. Det kunne pedellen og skolelederne heller ikke. Sagen er at disse centrale personer er kommet til for nylig, og efter at nogen har haft brug for at kigge i dette skab. Desuden har skolen i de senere år været gennem nogle ombygninger. Nu går jagten så efter at finde nogle tegninger over skolen i kommunens tekniske forvaltning, som desværre ligger i en del rod da der skal ske en kommunesammenlægning til nytår.
Imens passer vi så godt på at der ikke går ild i juledekorationerne. (Denne historie var en solonyhed)
- Den danske statsminister har glemt eller overset en email han fik den 8.marts 2003. Den var fra FN og indeholdt dokumentation for at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Det var ellers ærgerligt at han ikke læste den, for den 18.marts gik Danmark i krig mod Irak for at afvæbne landet. Allerede for over to år siden var der nogen i folketinget der fik lov til at se de af statsministerens papirer som udgjorde grundlaget for denne beslutning. Den bemeldte mail har i akterne nummer 274, men i papirerne var der ikke noget mellem 273 og 275. Heldigvis har udenrigsministeriet nu langt om længe fundet den forsvundne akt 274.
- En iransk flygtning kom til Danmark i 1990 som 18-årig, fik opholdstilladelse, lærte hurtigt dansk og har siden passet diverse hæderlige jobs såsom hjemmehjælper og pædagogmedhjælper. Desværre kom den unge mand for nogle år siden ude i noget snavs. Han blev vagt for pusherne på Christiania, og for det fik han en dom på et år. Derefter blev han degraderet til at være på "tålt ophold", hvilket slet ikke er spor rart, nærmest utåleligt. Men nu vil Dansk Folkeparti have strammet forholdene for de som man lige akkurat tåler opholder sig i landet. Der skal være daglig meldepligt til politiet og tvungent ophold i Sandholmlejren, foreslår partiet. For, som de siger, "Dødsensfarlige mennesker går rundt i blandt os."
- Den fradragsberettigede, almennyttige liberale tænketank, CEPOS foreslår hvad de kalder for en "individuelt gradueret skatteprocent". Det sker på baggrund af de har regnet sig frem til at en person født i 2008 hele sit liv gennemsnitligt vil modtage 600.000 kr. i overførselsydelser. "Man kan forestille sig", skriver CEPOS, "at man kan holde op med at betale skat når man for eksempel har betalt en million kroner i skat. Så viser en gang forsikringsmatematik, at der skulle være nok til at betale overførselsydelserne til alle. Det man eventuelt ikke har brugt når man dør, kan så eventuelt udbetales til arvingerne." De øvrige samfundsmæssige udgifter, såsom militær, uddannelse, kongehuset, retsvæsenet med videre foreslår CEPOS financieret med en procentvis afgift alle skal betale af deres indkomst.
- Som bekendt har Barack Obama lovet at trække de amerikanske tropper hjem fra Irak inden for 16 måneder. Men nu siger de amerikanske militærmyndigheder at det skam slet ikke kan lade sig gøre. USA har simpelthen postet så mange soldater ind i landet, 14 kampbrigader plus det løse, samt materiel så som lastbiler, kampvogne, tanks, cola-automater med videre, at det rent logistisk betragtet vil tage meget længere tid at få det ud igen. De samme myndigheder anslår at det vil tage op til 36 måneder, altså 3 år.
Det var så fem nyheder fra den virkelige verden. Jeg vil dog indrømme, at én af dem har jeg selv digtet. Så er spørgsmålet om publikum (som jeg åbenbart ikke har noget af) kan gætte hvilken?
Og så vil jeg altså fastholde at man godt kan lave brandøvelser, selv om brandalarmen ikke virker. Men hvordan finder vi sikringsskabet?
Noget om lofter
Der er lofter over alting, bortset fra når man er ude i det frie - hvis man da ikke betragter selve himlens bue som et loft. Det sidste forekommer mig at være en gyselig tanke og i øvrigt i modstrid med moderne kosmologi. Vi moderne mennesker lever med en masse lofter over os: Lønlofter, rentelofter, lånelofter, dagpengelofter, udgiftslofter, skattelofter, indvandringslofter, stukaturlofter, nedvaskede lofter, forsænkede lofter...og vi har alle sammen et loft over vores kassekredit.
Disse lofter snakkes og tænkes der meget om og over. Og godtfolk tænker efterhånden mestendels om "lofter" som sådan en slags "låg", altså noget der forhindrer gryden i at koge over (jo, "rentelåg" ville i grunden være en mere passende betegnelse, sandt nok). Men det forbises helt at "loft" i disse sammenhænge oftest er en metafor, hvor man bruger et billede (ok, et foto - kan I så forstå det!) taget nede fra (læg dig ned på gulvet og tjek efter!). Altså vi små forkrampede småborgeres perspektiv, når vi en sjælden gang (bøvet siddende i de kasser de kalder boliger) retter nakken og prøver at skue lidt længere og højere end bajeren og remotekontrollen - og så ser vi, ja, "loftet" (som oftest lidt skallet og nikotingult). Og så ved vi jo godt at meget længere kommer vi ikke - uanset hvor meget vi skuer.
Men "loftet" er jo ikke bare det (eventuelt) forsænkede - det er bare en slags grænse. Der er noget både "over" et loft og "i" et loft. Og håndværksmæssigt set (spørg bare tømmermændene - se tidligere indlæg) er et rigtigt "loft" det der er helt der oppe hvor der derefter kun er taget.
I virkelighedens verden kan man som regel godt udforske det loft der er over ens hus, man skal bare finde lemmen, en stige, en lommelygte og være klar til at få en masse spindelvæv i håret. Når man er kommet sig over det første chok (ja, der kan også være flagermus, det er slet ikke så ualmindeligt), plejer de fleste at begynde at bruge loftet til opmagasinering af havemøbler, julepyntet og alt muligt andet gammelt skrammel, hvilket på det kraftigste frarådes af brandmyndighederne, men hvem lytter til dem? Hvis man bor i en lejlighed kan man gå et par etager op, så er der også et loft (muligvis har man adgang til et "loftrum", se i kontrakten), hvis det da ikke det er lavet om til klubværelser. Men hvis det er tilfældet, kan man jo tage sig en god snak med de pågældende lejere (muligvis ejere) - jeg tror sådan nogen fryser når det er koldt uden for.
Det er praktisk og teoretisk set sværere at udforske for eksempel "loftet" over ens kassekredit. Jeg har prøvet nogle gange og jeg blev hurtigt bremset. Men det er også netop et metaforisk loft, for der er jo overhovedet ikke noget oppe i/over det loft, vel? Der er dog gæve mennesker der for tiden udforsker hvad der er oppe over (eller på) indvandringsloftet, og vi er mange der er spændt på hvad de finder. Hvad der er oppe i/over lofter over lønninger, er der også en del der har udforsket i nyere tid.
På rigtige lofter kan der foregå de mest forunderlige ting, så det er bare med at komme der op. Det har nok noget at gøre med at lofter i et moderne hus (og sådan set også i de rigtigt gamle, måske endnu mere) er et af de eneste steder man rigtigt kan gemme noget eller sig, bort set fra skunkene, men der er der jo ikke rigtigt plads til sidstnævnte (og redskabsskurene tjekker kvinderne jo ideligt for bajere under alle mulige påskud. Jeg har ikke helt tjek på om kvinderne har alternative gemmesteder - måske blelagret?). Og hvad kan man så uddrage af denne noget usammenhængende smørre? Op og se hvad der er på/over dit loft!
På loftet sidder Rudolf med sin røde tud
Melodi: På loftet sidder nissen...
På loftet sidder Rudolf med sin røde tud
Så skidefuld, med hekseskud
Han vil så gerne ha´ lidt mere juleøl
Men intet, intet mer har han på køl
Og rundt omkring står tomme 47`er
Julesnapse og likører
Forleden var der masser af basører
Men - en, to, tre - så var de væk!
Og Rudolf stirrer bøvet på en skrueprop
fra snapsen som han bar derop
Han ville ha`sin juledruk i ro og fred
Og ingen måtte se hvad han var ved
Han købte fire kasser for kontanter
som han fik for sine panter
Og bar dem iført nissehat og vanter
Så de stod på loftet tæt i ring
Men juleaftensmorgen sagde ryggen STOP
Da han trak op - han gjord´ et hop
Og hvis hans kone ser ham så får hun en prop
Hun tro´de det var gaver han bar op
Moralen er: Med julen ligger landet
Ikke som så meget andet
Det` nemt at få den op
Men det`forbandet
Svært at få den ned igen!
Og så - ja, undskyld mig en gammel svaghed for Procol Harum - ham der Keith Reed, tekstforfatteren gennem hele bandets levetid, han havde altså et eller andet med lofter.
"The crowd called out for more
The room was humming harder
As the ceiling blew away"
Men den tekst handler jo dybest set bare om at fortælle lumre vittigheder til sagesløse kvinder på natværtshuse. Så er der mere gods i bandets efterfølger som single, "Humborg", der handler om et godt skår som skred fra stakkels Keith
"..´cause the floor she found descending
and the ceiling was too tall"
Og så var han også helt forkert klædt og kunne ikke snøre sine snørebånd rigtigt og hans skjorteærmer var beskidte. Nå, godt han slap af med hende, selv om han vist nok var lidt ked af det, sådan momentant. Men det var nok værre for hende, sådan i længden.
Disse lofter snakkes og tænkes der meget om og over. Og godtfolk tænker efterhånden mestendels om "lofter" som sådan en slags "låg", altså noget der forhindrer gryden i at koge over (jo, "rentelåg" ville i grunden være en mere passende betegnelse, sandt nok). Men det forbises helt at "loft" i disse sammenhænge oftest er en metafor, hvor man bruger et billede (ok, et foto - kan I så forstå det!) taget nede fra (læg dig ned på gulvet og tjek efter!). Altså vi små forkrampede småborgeres perspektiv, når vi en sjælden gang (bøvet siddende i de kasser de kalder boliger) retter nakken og prøver at skue lidt længere og højere end bajeren og remotekontrollen - og så ser vi, ja, "loftet" (som oftest lidt skallet og nikotingult). Og så ved vi jo godt at meget længere kommer vi ikke - uanset hvor meget vi skuer.
Men "loftet" er jo ikke bare det (eventuelt) forsænkede - det er bare en slags grænse. Der er noget både "over" et loft og "i" et loft. Og håndværksmæssigt set (spørg bare tømmermændene - se tidligere indlæg) er et rigtigt "loft" det der er helt der oppe hvor der derefter kun er taget.
I virkelighedens verden kan man som regel godt udforske det loft der er over ens hus, man skal bare finde lemmen, en stige, en lommelygte og være klar til at få en masse spindelvæv i håret. Når man er kommet sig over det første chok (ja, der kan også være flagermus, det er slet ikke så ualmindeligt), plejer de fleste at begynde at bruge loftet til opmagasinering af havemøbler, julepyntet og alt muligt andet gammelt skrammel, hvilket på det kraftigste frarådes af brandmyndighederne, men hvem lytter til dem? Hvis man bor i en lejlighed kan man gå et par etager op, så er der også et loft (muligvis har man adgang til et "loftrum", se i kontrakten), hvis det da ikke det er lavet om til klubværelser. Men hvis det er tilfældet, kan man jo tage sig en god snak med de pågældende lejere (muligvis ejere) - jeg tror sådan nogen fryser når det er koldt uden for.
Det er praktisk og teoretisk set sværere at udforske for eksempel "loftet" over ens kassekredit. Jeg har prøvet nogle gange og jeg blev hurtigt bremset. Men det er også netop et metaforisk loft, for der er jo overhovedet ikke noget oppe i/over det loft, vel? Der er dog gæve mennesker der for tiden udforsker hvad der er oppe over (eller på) indvandringsloftet, og vi er mange der er spændt på hvad de finder. Hvad der er oppe i/over lofter over lønninger, er der også en del der har udforsket i nyere tid.
På rigtige lofter kan der foregå de mest forunderlige ting, så det er bare med at komme der op. Det har nok noget at gøre med at lofter i et moderne hus (og sådan set også i de rigtigt gamle, måske endnu mere) er et af de eneste steder man rigtigt kan gemme noget eller sig, bort set fra skunkene, men der er der jo ikke rigtigt plads til sidstnævnte (og redskabsskurene tjekker kvinderne jo ideligt for bajere under alle mulige påskud. Jeg har ikke helt tjek på om kvinderne har alternative gemmesteder - måske blelagret?). Og hvad kan man så uddrage af denne noget usammenhængende smørre? Op og se hvad der er på/over dit loft!
På loftet sidder Rudolf med sin røde tud
Melodi: På loftet sidder nissen...
På loftet sidder Rudolf med sin røde tud
Så skidefuld, med hekseskud
Han vil så gerne ha´ lidt mere juleøl
Men intet, intet mer har han på køl
Og rundt omkring står tomme 47`er
Julesnapse og likører
Forleden var der masser af basører
Men - en, to, tre - så var de væk!
Og Rudolf stirrer bøvet på en skrueprop
fra snapsen som han bar derop
Han ville ha`sin juledruk i ro og fred
Og ingen måtte se hvad han var ved
Han købte fire kasser for kontanter
som han fik for sine panter
Og bar dem iført nissehat og vanter
Så de stod på loftet tæt i ring
Men juleaftensmorgen sagde ryggen STOP
Da han trak op - han gjord´ et hop
Og hvis hans kone ser ham så får hun en prop
Hun tro´de det var gaver han bar op
Moralen er: Med julen ligger landet
Ikke som så meget andet
Det` nemt at få den op
Men det`forbandet
Svært at få den ned igen!
Og så - ja, undskyld mig en gammel svaghed for Procol Harum - ham der Keith Reed, tekstforfatteren gennem hele bandets levetid, han havde altså et eller andet med lofter.
"The crowd called out for more
The room was humming harder
As the ceiling blew away"
Men den tekst handler jo dybest set bare om at fortælle lumre vittigheder til sagesløse kvinder på natværtshuse. Så er der mere gods i bandets efterfølger som single, "Humborg", der handler om et godt skår som skred fra stakkels Keith
"..´cause the floor she found descending
and the ceiling was too tall"
Og så var han også helt forkert klædt og kunne ikke snøre sine snørebånd rigtigt og hans skjorteærmer var beskidte. Nå, godt han slap af med hende, selv om han vist nok var lidt ked af det, sådan momentant. Men det var nok værre for hende, sådan i længden.
Abonner på:
Opslag (Atom)